SENIORTEUTONERNE – Thisted Gymnasiums Venner
En forening for tidligere elever og andre med interesse for eller tilknytning til skolen.
Du kan finde os på Facebook.
Foreningen blev stiftet som et resultat af den store fest, da skolen fejrede sit 50 års jubilæum i september 1997.
Formålet er:
– at danne bindeled mellem skolen og tidligere elever
– at yde økonomisk støtte til aktiviteter på Thisted gymnasium, hvor der ikke kan gives offentlige midler (Skolens rejsefond)
NB! Medlemskab er gratis.
Det er desværre ikke muligt for os at føre medlemskartotek, men du kan blive optaget som medlem på Seniorteutonernes Facebookgruppe.
Send blot en mail til: info@seniorteutonerne.dk
Har du lyst at yde støtte til Thisted gymnasiums rejsefond gennem Seniorteutonerne, kan du indbetale dit bidrag på Kontonr: 9090 050 5873645
Seniorteutonernes skabelsesberetning
Af Jørgen Sloth Nielsen, dimitteret fra Thisted Gymnasium juni 1962, næstformand i “Seniorteutonerne” indtil 2011 – i anledning af Thisted Gymnasiums 50-års jubilæum den 12.-14. september 1997.
“En mand steg af toget” (citat fra TG’s jubilæumsskrift) og skridtede målrettet mod Thisted Gymnasium. I sin bagage gemte han den spæde spire, som siden hen med utæmmelig vækst voksede til gymnasiets 50-års jubilæum. Her ville 1400 unge og gamle elever sætte hinanden stævne – udsprunget fra Thisted Gymnasium de sidste 5 årtier – og nu hjemme eller vendt hjem til forening i et historisk klimaks.
I en smeltedigel – sydende og boblende af thylandsk indian summer – kogte Thisted over i fernisering – i kantate-ekstase – og i Thyhallens gensynsorgier. Jubilæums-spirens grokraft havde imidlertid medrevet den nu fhv. togpassager. Han havde længe følt sig helligt besvangret med et ønske om at opspore efterkommerne til slægter af de hovmodige thyboer. Han ville lære dem at kende, denne byrd af fiskere, bønder og handelsfolk, som i Romerrigets storhedstid drog mod syd med lanserne krigerisk pegende mod Rom – men så ubønhørligt nedkæmpede på Po-sletten, hvor enkelte af deres lårben endnu tjener til støtte for vinranker.
Tanken om at stifte foreningen “SENIORTEUTONERNE” måtte uvægerligt se dagens lys i slipstrømmen af 50-års jubilæet – og foreningen er i skrivende stund en kendsgerning med hjemmeside, bestyrelse, vedtægter – og skyhøje ambitioner! Undertegnede fejrede 35 års studenterjubilæum som “udenbys” dimittend fra 1962 – og er blevet opfordret til at causere over de mekanismer, som udløser klasse- og skolejubilæer – og sikkert er de samme, som fører til stiftelse af “SENIORTEUTONERNE“.
Bramfrit udtrykt – hvorfor vil de nu så inderligt gerne mødes igen – disse skoleelever, som engang med oprejst pande og ildhu drog mod alle verdens hjørner? Hvad vil de nu hjemme i Thy – alle dem, der blev suget ud i den globale verdensorden? Er de kommet frem til en ny erkendelse – efter ihærdig higen og søgen i oplukte høje? Hvad er det, som år efter år driver de mange “udvandrede” tilbage til skolens rugekasser – med fugt i øjenkrogene og farlige spændinger i kropsnære korsetter?
Thisted Gymnasiums historie, senere udvikling og dagligdag er beskrevet i 50-års Jubilæumsskriftet. I det moderne gymnasium er der opnået en forbilledlig interaktion mellem de lærdes højborg og det pulserende samfund udenfor. Det stormer stadig mellem skriftets linier – som det sig hør og bør i Thy. Men hvor stormen før højst medførte sandflugt, er det snarere truslen om hjerneflugt, skriftet bringer i tankerne.
Jubilæumsskriftet rummer et persongalleri af lærere, som leder tankerne på Hans Scherfigs forfatterskab. Min generation blev ganske vist ikke konfronteret med nogen rendyrket lektor Blomme, men den rummede nok potentielle elever, som aspirerede til scenarier med cyanid og diverse fatale enzymgifte. Råstof fandtes sikkert også til en fuldmægtig Amsted – og mange kunne nok lægge billet ind på en evigt filosoferende Mogensen – men enkeltindivider huskes ikke.
Et sammenfattende overblik i Thyhallen d. 13. sept. var ikke muligt, men det faldt mig i øjnene, at antallet af de “hjemvendte” i forhold til de “lokale” var markant stigende proportionelt med alderen. Her er et fællestræk, som genkendes fra klassejubilæerne. De oplukte højes hemmeligheder står ikke længere højt på dagsordenen. Det første og ofte eneste punkt er nu: “De higer og søger i gamle minder” (undskyld – Oehlenschläger!) Det vil være de “lidt ældres” erfaring, at klassejubilæerne med tiden holdes med kortere intervaller. Får dødsannoncerne vælter sig over os, vil vi kræve vor ret til kontakter med “ægte” livsvidner – nemlig de ægte jævnaldrende fra skoletiden. Når det kommer hertil, kan udefra kommende ægtefæller og avlede børn slet ikke hamle op – her kommer kun den “ægte” vare på tinge.
Et andet fællestræk for jubilæer er, at mere eller mindre afgnavede koryfæer mødes forsigtigt afventende med nervøse fluer i maven – og pludselig overrumples af, at man efter få minutters samvær opdager, at tiden slet ikke er gået, selvom 20-30-40-50 årskalendere samler støv på hylderne. Genkendeligheden indfinder sig fluks som udløser og befrier. Alt er “ligesom dengang”.
Vi stormer frem i medfødte drifters rus – med ubændig trang til at opsøge vore rødder og bevare kontakten med den væsentligste af livets udklækningscentraler – SKOLEN. Hvorfor denne trang til at fornemme duften fra rederne – de reder, som vanligvis var tætpakkede og konfliktmættede med selvbestaltede rugehøns – og stoltknejsende haner? Pyt med mangfoldige forklaringer! Der er i alle mennesker en indgroet trang til at udforske den epoke, hvor man mødte op med renvasket livstavle – ikke mindst for at blive klog på, hvorfor tavlen senere blev så uigenkendeligt overmalet.
Et faktum er det, at de mødte talstærkt frem – disse inden- og udenlandske “fortidsforskere” – disse mere eller mindre overgemte frugter af Thisted Gymnasiums 50-årige eksistens!
De 1400 sjæle i Thyhallen på “den store aften” var kun en krusning af gymnasiets dimittender over 50 år. Thisteds begrænsede hotelkapacitet var ikke skræddersyet til at modtage flere tusinde forhenværende thyboer. Denne ikke-kontaktede og dermed noget forsømte skare af dimittender må nu vente på 75- og 100-års jubilæerne. Kommende års genteknologi og tilbud på konserverende kemikalier kan meget vel gøre dette umulige muligt.
Hvad er hensigten med at stifte “SENIORTEUTONERNE” ved gymnasiets 50-års jubilæum? Var det ikke nok at være “Teutoner” i skoletiden? Med titlen “seniorteutoner” er man vel havnet i en proces, hvor man i det ene øjeblik er en ung vital dimittend på vej ud i cyberspace – for i næste øjeblik at befinde sig på et plejehjem!
– Næppe.
Nøgleordet er brobygning og sammenføjning af de livsepoker, som følger efter dimissionen, og som udgangspunkt for dette livets kapitel I, som skolegangen præger med runer mejslede i granit. I kapitel I er puslespillets enkelte dele meget synlige, men spillet er ikke lagt færdigt til en helhed. Ønsket om en samlet beskuelse af denne helhed indfinder sig i livets kapitel III – hos de fleste.
Der er således megen sund fornuft i denne skabelse! – ikke mindst af hensyn til denne tredie (og sidste) livsepoke for dem, som årtier tilbage havde rødderne plantet i Thy. Foreningen giver en platform for vedvarende kontakt – efter at navlesnoren er klippet. Det er muligt at generobre sin Thybo-identitet med let anløbet lokaldialekt og et vidtskuende blik mod Vesterhavets højloftede horisonter. Med foreningen fødes mulighederne for at bevare eller genopnå kontakt til skolen for den del, som efter dimissionen forlod egnen og blev mere eller mindre globaliserede som “udenbys” eller “udenlandske” – disse selvskabte og selvforskyldte Verdensthyboer, hvoraf mange underbevidst huser et ønske om at vende tilbage som folkepensionist i Thy.
Flere årtiers manglende kontakt til fødeegnen har givet eksempler på dyb skuffelse og frustration hos mange hjemvendte. Her stod man så i amputeret nutid – plantet på Store Torv – med bleghvide knoer forgæves bankende på Rådhusets dør. Man var pludselig udfrosset og overset af den kendsgerning, at kontaktfladerne så mange år efter var smuldrende i død, glemsel og gold anonymitet. Man manglede de vigtigste kontakter af alle – livsvidnerne fra de to første årtier! “SENIORTEUTONERNE” kan blive et af de værktøjer, som sikrer “hjemvendende pensionister” mod kold og ensom anonymitet, hvor det eneste genkendelige er de forvrængede omrids af by og land i aftagende lysskær fra fjerne horisonter.
Nu kommer håndsrækningen til dem, der mere eller mindre selvvalgt havnede som eksportvare udspyet fra “bjerget” i Thy. Vi hilser dem velkommen tilbage – dem som kastede sig hovedkulds ud i en livscyklus med fri komposition – og med risiko for frit fald – dem som plantede sig i et spektrum mellem jordemødre og bedemænd – for ikke at tale om de målret svævende og utilhuggede råskabeloner, som blev til digtere, domprovster, doktorer, degne og dommere.
Vi hyller forfattere til vandmiljøplaner – vandringsmænd i Tibet – klonede Thy-varianter fra Silicon Valley – alle er velkomne hjem! “De gamle” kommer nu fygende rankryggede hjem over hegnet som stille import – og med sikkerhed for, at de ikke skal vise pas ved bygrænsen. MEN det meste undergår med tidens hugtand en nådesløs forandring i en verdensdel, som hjemvendte thyboer forventer uforanderlig.
- Hvorfor er døren til Cafe Nytorv ikke længere at finde i den urinplettede port?
- Hvem har flyttet Christian Sonne fra sin skueplads på Lilletorv?
- Hvem holder Kristen Kolds forvitrede ansigtstræk ved lige – og står han stadigvæk og holder øje med bibliotekets hovedindgang?
- Er Nørregade tjent med at være blevet så mondæn?
- Hvor er Flaske-Peter og Ove Ismand blevet af?
- Hvem har forjaget fiskerihavnens gæve fiskere og givet plads til narkomaner og alkoholikere med Østerbro-accent?
- Hvem sætter tiden i stå?
- Værre endnu! – hvem er ansvarlig for det misfoster af en betonklods, som blev afløseren for vort smukke gymnasium på Munkevej/Kronborgvej?
Et industrikonsortium synes at have fået denne opgave og læst den ud fra det koncept at bygge kystsikring inde i landet – og i en arkitektur, som matcher Hitlers atlanterhavsvold som en brutalistisk bunker anløbet af rust. Gymnasiet i byens hjerte – det “rigtige” gymnasium – kunne snildt være blevet udbygget på et 4-5 gange så stort areal. Naboerne – Valdemar Smiths Tekstil, Æg-Eksporten og Munkemøllen – var haltende industrier, som kunne flytte på hospice i det østlige industrikvarter. Herved ville den græsk-romerske stentrappe på Munkevej være forblevet i centrum for Thisteds Smukkeste Gymnasium – og ikke som nu en forfalden og træt granitolding flittigt brugt til fotografisk opstilling af jubilerende relikvier i svindende tal. Stentrappen kunne have fået en status på højde med Grædemuren i Jerusalem.